Vindingforsamlingshus

Vindings Historie

Udsigt til de 'otte høje'

Vindings historie:

Ligger 145 m. over havet, ( Himmelbjerget 147 m. ) – med ” Otte Høje ” flot beliggende i landskabet. Dog er der kun seks bronzealder høje tilbage, der vidner om menneskeliv omkring Vinding langt tilbage i tiden. Silkeborg museum har også gravet i en del jernalder grave omkring Vinding. Museet har en god jernalderudstilling – bygget op omkring Tollundmanden. Der er udstillet betydelige fund fra Vinding. Vinding omtales første gang i et dokument fra 1416. Navnet Vinding – kommer af navnet ” Winna” der betyder, at udføre – bearbejde – i betydningen, dyrkning af jord! ” ing” hører sprogligt til perioden, germansk jernalder. Man antager derfor, at der har været bebyggelse i området før kirken blev bygget.

Vinding kirke er opført i romansk stil i slutningen af 1100-tallet, den er givetvis bygget på en trækirkes sted.

Kirkens skib har bjælke / træloft. I koret er der i sidste halvdel af 1400-tallet indsat krydshvælv, der blev dekoreret med kalkmalerier af ” Liljemaleren” omkring år 1500. I våbenhuset hænger den gamle klokkeknebel. Den blev fundet i jorden udenfor våbenhuset i 1962, da man gravede varmekanaler til kirken. En kårde og et sæt sporer er også i kirkens våbenhus – de blev fundet i 1954, da Vinding sømose blev afvandet.

1688 - bestod Vinding af 14 gårde – 1 hus med jord og 4 uden.

1788 - er der 6 selvejergårde – 9 fæstegårde – 4 husmænd og præstegården. Der er kommet flere huse. Bl.a. til byens hyrde – smed – skrædder – skomager og en skoleholder.

1845 - 20 gårde – 46 huse. Nu er der bl.a. 2 smede – 2 skomagere – 4 vævere – 3 skræddere – murer.

1901 - Skoven gav arbejde til 1 hjulmand – 7 træskomænd. Folketællingen siger 455 personer fordelt på 84 huse og gårde. Byen bærer nu præg af, at banen er kommet til ( i 1899). Nu er her også en stationsforstander - brugsforretning - købmand - sypiger - og en musiker. Afholdshotel - mølle - telegrafstation - slagter.

1981 - bor der i hele sognet 329 personer, fordelt i 117 huse og gårde.

2006 - er der ca. 115 husstande - tilsluttet vandværket !! Engang lå her en stor hollandsk vindmølle. Den blev afbrændt som et indslag i en Fy og Bi film, engang i 1920-erne. Banen – skolen – Brugsen – lukkede først i 1960-erne. Købmandsbutikken lukkede i 1990.

2006 & 07 - bygges nyt forsamlingshus - afløser for det gamle hus fra 1890.

2008 - efter ny lokalplan – må der udstykkes ”stor parceller” - der er solgt to – og man er i gang med at bygge på den ene.